Man kunne have argumenteret for at renten skulle have været renset for inflation - det må komme en anden dag.

Den lange obligationsrente er vel steget en 1½ % - hvilket nok passer nogenlunde med inflationen, så dem, der har råd til et fast forrentet obligationlån er nogenlunde stillet, som de var i 2004 - finansieringsmæssigt.
Den korte obligationsrente - den til F1'erne - er derimod steget med 3% mere end end stigning. Set i forhold til den lange rente kan det ikke være risikoen for et rentefald - den ligger hos den lange rente, fordi den kan (hvis papiret er konvertibelt) indløses til pari. Forklaringen må således være en af to ting:
Enten risikoen for en rentestigning, her har F1 IKKE nogen risiko, da den fastsættes årligt - og derfor følger med op. En 30 årig fast forrentet har en kurstabsrisiko - så den ligger heller ikke her.
Eller der er tale om en forøget risikopræmie.

Det morsomste er bankrenten:

Den startede i 2003 med at være OVER skægpantebrevsrenten - dengang alle fjolserne regnede med at træerne voksede ind i himlen, således at ejendomsværdistigningen automatisk ville rykke pantsikkerhed længere ind.

På det seneste har bankrenten ikke taget helt det samme knæk opad som de andre renter. Det på trods af at bankerne har måttet betale dyrere for deres lån - bla. hos andre banker; men også indlånsrenten til "almindelig" mennesker - tænk! at det skulle overgå bankerne at de er tvunget til at behandle indlånskunderne bedre end det rene affald! Det er i sandhed tunge tider!