Se enkelt indlæg
  #1 (permalink)  
Gammel 31st January 2009, 12:49 PM
Elkaya Elkaya er offline
Junior Member
 
Registreringsdato: Jan 2009
Indlæg: 3
Standard Boligejerens retsforhold - eller mangel på samme

Boligejerens retsforhold i lovgivningen i relation til byggebranchens aktører er en indirekte men ikke uvæsentlig omkostning, som desværre påkalder sig alt for lidt bevågenhed blandt boligejerne - måske lige undtaget underholdningen i mediernes forskellige forbrugerprogrammer, som malende beskriver de menneskelige og økonomiske tragedier, der følger af de alt for mange skrupelløse aktører, som findes i byggebranchen.

Som forbrugere vildledes vi ikke blot af byggebranchen selv til have tillid til diverse tryghedsgarantier f.eks. BYG Garanti, DVC-ordningen, tilsynet med de autoriserede områder indenfor byggebranchen etc. men også af nogle af de interesseorganisationer som har til formål at højne kvaliteten i byggeriet og/eller sikre forbrugernes interesser i byggeriet.

Her tænker jeg bl.a. på BOLIUS - Boligejernes Videncenter som er ejet af Realdania hvis kapitalgrundlag er de midler som skulle have været tilbagebetalt til medlemmerne af de tidligere realkreditforeninger i forbrindelse med at foreningerne blev omdannet til selskaber med aktionærer i stedet for medlemmer i en forening.

BOLIUS taler for at forbrugeren i egen interesse bør anvende AB92 i forbindelse med håndværkeraftaler. Det er slet og ret noget sludder i det AB92 ikke er en forbrugeraftale men nogle standard vilkår aftalt mellem byggebranchens aktører og offentlige myndigheder. For at en bygherre vil kunne påberåbe sig sine rettigheder forudsættes det imidlertid at forbrugeren vil have været i stand til at agere med samme viden, indsigt og erfaring som en professionel bygherre.

Dansk Byggeri føjer spot til skade med deres folder BRUG hovedet når du bygger som også henviser forbrugeren til at anvende AB92. Det er ikke forbrugeren som laver fejl og mangler i arbejde udført af byggebranchens aktører. Dansk Byggeri burde snarere sende opfordringen om at bruge hodevedet til deres egne medlemmer.


Som forbrugere får vi stukket blår i øjnene af byggebranchens egne aktører og vi overlades af lovgiverne til at kunne blive flået af byggebranchens aktører fordi lovgivningen sidestiller forbrugeren med den professionelle bygherre og forudsætter at forbrugeren som privat bygherre besidder den samme viden, indsigt og erfaring som den professionelle bygherre formodes at have til at kunne løfte bevisbyrden for fejl og mangler ved varer og arbejdsydelser aftaget fra byggebranchens leverandører og håndværkere.

Det er således alene aftaleloven og købeloven der regulerer retsforholdet både mellem virksomhederne indbyrdes og mellem forbrugeren og en virksomhed.

Hvis forbrugeren vælger at benytte rådgivere indenfor både økonomi, jura og det byggetekniske til at bistå sig, så er forholdet her også grundlæggende det samme.

Forbrugeren kan naturligvis købe juridisk bistand til at udforme en aftale med både rådgiverne og de udførende aktører i byggebranchen til bedst mulig sikring af sine interesser i forbindelse med sine byggeopgaver og håndværksarbejder. Det er imidlertid stærkt fordyrende for forbrugeren uden at forbrugeren reelt set stilles bedre i lovgivningen.

Hvis vi som forbrugere ønsker at vores interesser sikres bedre, så er der kun en farbar vej og det er ved næste valg at stille krav til sin politiker om at forpligte sig til at ændre lovgivningen således at det fremover ved reklamationer over fejl og mangler ved en vare eller serviceydelse til forbrugeren er sælgeren som skal løfte bevisbyrden for at fejl og mangler ikke skyldes forhold som kan tilskrives sælgeren, leverandøren, håndværkeren osv.

Som forbrugere skal vi i princippet blot betale den aftalte pris og iøvrigt så kunne have fuld tillid til at ansvaret for at såvel sælgerens egne anprisninger af sine varer og arbejdsydelser som for at lovgivning, regler og bestemmelser på området overholdes, påhviler sælgeren og ikke forbrugeren.

Jeg bemærker at Camilla Hersom kandiderer til at overtage Niels Helveg Petersens plads i folketinget. Ikke at jeg advokerer for det Radikale Venstres politik, men som tidligere formand for Forbrugerrådet bør hun have indsigt i forbrugernes manglende retsstilling i lovgivningen og bør kunne være promotor for mere indflydelse til forbrugerorganisationerne om at få ændret gældende lovgivning til omvendt bevisbyrde i retsforholdet mellem forbrugeren og sælgeren af varer og arbejdsydelser såvel i byggebranchen som i andrre brancher med afsætning direkte til forbrugerne.

Uanset vælgernes politiske overbevisninger og indbyrdes modinteresser så vil ændringen kunne foretages, hvis forbrugeren som vælger forpligter sin politiker på ovenstående om det så måtte være på det yderste venstre eller yderste højre i det politiske spektrum eller derimellem at vælgeren sætter sit kryds.

Sidst redigeret af Elkaya : 31st January 2009 kl. 01:09 PM. Årsag: Tastefejl
Besvar med citat