Jeg er enig så langt at samfundet naturligvis ikke skal bruge penge på uddannelser der ikke gavner. Men jeg mener det er 100% den enkeltes ansvar at ende med at vælge noget der kan føre til job. Det er jo ikke kun et spørgsmål om hvad arbejdsmarkedet som helhed efterspørger, men I høj grad også om hvad der passer til den enkeltes kvalifikationer. Er man den dygtigste på sit bliver man ikke arbejdsløs uanset hvilken uddannelse man tager. Får de fleste må man imidlertid foretage en afvejning og vælge noget der er så efterspurgt og som man kan blive så god til at man kan få et job.

Et interessant - og ømt - spørgsmål er om den enkelte selv skal betale for sin uddannelse, f.eks. via lån. På den ene side synes jeg det gratis uddannelsessystem er noget af det eneste positive ved den danske velfærdsmodel. For skal man selv betale det hele, vil der være et stort element af social arv, også selvom man låner folk penge til uddannelsen. Omvendt er der da også store ulemper, idet de fleste jo vil takke ja til en "gratis" lang uddannelse selv hvis de kun får en marginal gevinst (i form af højere løn) ud af det, idet de jo ikke selv skal betale den store udgift til uddannelse. Det ansporer sikkert heller ikke til optimale studievalg (man kan jo bare tage en ny uddannelse og/eller shoppe lidt rundt) eller hurtig færdiggørelse. Løsningen kunne være en mellemvej, så der i det mindste betales/lånes et mindre beløb per år så det hele ikke bare er for sjov - men som alle samtidigt vil have udsigt til at kunne betale, uden at det er livsødelæggende selv hvis man ikke får job.¨

Men i første omgang vil jeg gerne se effekten af et evt. ansættelsesstop i den offentlige sektor. Over et par år vil det i sig selv virke kraftigt adfærdsregulerende.