Vi blev godkendt i august 2011 hos Danske Bank / RD:

1 nyuddannet skolelærer + 1 nyuddannet økonom + 1 fælles barn (på 1 år)
Brutto pr. år: ca. 830.000,-
Opsparing + rente/afdragsfri hjælp fra familie: 550.000,-
Godkendt til at købe op til 3.3 mil, altså låne ca. 2.8-2.9 når man fratrækker lidt til flytningsomkostninger.

Vi endte med at købe til 2.3 mil, hvilket vi er utroligt glade for. Dels blev vi - på trods af at vi havde lavet budget - overrasket over de forskellige udgifter man har som husejer, dels prioriterer vi alt muligt andet i livet højere end 30 m2 ekstra.

Interessant pointe. Hvor mange skal leve for det rådighedsbeløb, og hvad dækker det?

I juni 2011 fik vi i DB godkendt at kunne købe til 3,9 mil ud fra følgende:
2 vokse, 0 børn
Brutto indtægt lidt over en 1 mil.
Opsparing 650.000; SUgæld 70K
Daværende andelslejlighed var indregnet (altså dobbelt husleje fordi de var skeptiske til salg)

Vi endte med at købe en ny andel i stedet.

Vi er 2 personer i husstanden.
Banken stillede krav om at lave lønsikring, hvilket faktisk er en rimelig stor post. Desuden var der krav om medlemsskab af A-kasse. Dette var et krav (fra vores bank) når der var enten en person som ejer af huset eller når differenesen i indtægt var meget stor som det er tilfældet for os.
Vi valgte helt bevidst at være meget konservative og gå med "livrem og seler" (fastrente, pænt beløb til opsparing og uforudsete udgifter osv.) og vi er i dag glade for at vi ikke satte os hårdere.
Jeg kan i denne tråd se at mange køber for mindre end de maksimalt er godkendte til, hvilket jeg synes er fornuftigt. Der kommer rigtigt mange ekstra omkostninger til med sådan et hus - flere møbler, haveredskaber, trailer, samt alle de smårep. der nu engang følger med ud over den første istansættelse - alt er nu på egen regning.
Jeg forstår ikke at mange synes at gå efter at kunne låne "så meget som muligt" som om at dette er målet i sig selv - gu' er det fedt at få den lækre villa, men imho der skal også være plads til både ro i maven, snusfornuft og en god koncert i ny og næ.

Tjah det er lidt pudsigt at læse om bankernes meget firkantede og, tilsyneladende, grundige sagsbehandling når det gælder ganske almindelige bankkunder.

Jeg har den lidt tvivlsomme fornøjelse at eje en del ejendom, både 100% ejet og i form af større og mindre K/S andele. Samlet set er der tale om en, sammenlignet med den gængse bankkunde, stor portefølje. Boniteten af især K/S andele er meget varierende, flere kan realistisk give pludselige tab i mio klassen. Vores samlede formue (ekskl. pensioner) er bundet i ejendomme.

Vi har pt. en husstandsindkomst i niveauet 1,5 mio, og er netop godkendt til at låne 6 mio til et hus - vel at mærke uden at vi sælger vores nuværende bolig til ca. 5 mio., som kan lejes ud med overskud. Vi lægger ingen udbetaling, men overtager i givet fald ny bolig med fuld gældsovertagelse.

Bankens godkendelse er mig dybest set ubegribelig...

Selvfølgelig skal man ikke sætte sig til max man får lov til hvis fremtiden ikke har planer om at ændre sig til det bedre.
Jeg er imponeret over at vi er godkendt til 1.150.000 kr. når vi er to studerende, men hvis vi skal købe noget ordenligt i København som er der en fremtid i kan vi ikke gå langt under dette beløb.
Tilgengæld står vi begge med en kandidat om 2 år, hvor jeg så er Cand. Merc. og kæresten er Cand. it. og vi har fået fremregnet til et højere rådighedsbeløb end vi har nu, og selv hvis vi ikke får arbejde med det samme så er vi jo sikret dagpenge til dimententsats som er 13.996 kr før skat, når man er van til 5600 før skat (+ studiejob på 2500 før skat) så er det da en bedring selv hvis man er arbejdsløs, så er det vel fornuftigt nok?

Jeg er meget enige i dine betragtninger.

Jeg kender til flere eksempler på familier og par, der stod foran et boligkøb, og som simpelthen ikke kunne begribe, at man ikke kan overleve som husere med 8.000 i rådighedsbeløb.

Mange forventer, at hvis banken har sagt ja til rådighedsbeløbet, er det nok ikke helt galt, men realiteten er desværre, at banken først siger nej længe efter, at man selv burde have sagt nej.

Godkendt i DB til 2.1 (måske mere)
Indtægt: kr 750.000,-
Gæld: kr 90.000,- (bil)
Opsparing kr 300.000,- - pensioner
2 vokse og 2 børn (4 og 0 år)

At lægge en given indtægt +/- formue/gæld som grundlag for, hvor meget der kan lånes er jo i sagens natur ikke muligt da forbrugsmønstre er meget forskellige.
Vores bank havde et issue med, at jeg stort set stod for hele indtægten i husstanden, hvilket gav øget usikkerhed for sikkerheden på lånet. Derfor stillede de kravet om lønsikring.

Jeg bliver ofte lidt paf når jeg ser "luksus fælden" - både over de enorme indtægter mange har, det privat forbrug de har, men ikke mindst over det minimale "div. forbrug" de ender med få lagt i budgettet. Der er godt nok ikke plads til megen sjov og ofte tvivler jeg på at den foreslåede løsning holder i længden - især i betragtining af at der skal betales til en gammel gæld så man ikke umiddelbart ser resultatet af indsatsen.

Vi startede ud med "kun" at have 8000 til mad + div. og det var ikke meget til 2 personer på trods af fri bil, internet telefon mv. Der skulle faktisk tænkes en del over pengene for at vi ikke skulle trække på opsparingen: En ny ovn til husstanden blev drøftet i måneder før beslutningen blev taget.

Pudsigt..
med 1,5 mill. i udbet. og 50% større indtægt kunne vi låne 3 mill. i samme bank.
Vi har endda en stor opsparing ud over udbet.
Vi må have et stort rådighedsbeløb eller forbrug :-)