Boligdebatten.dk - To links om boligpriser

Citer:

Oprindeligt indsendt af Leersen (Indlæg 1519)

Glemmer du ikke lige at oplyse hvornår din kammerat har købt denne lejlighed? Er det bare 3-4 år siden så var udtalelserne omkring markedet jo korrekte og var det for en uge siden så har han vist ikke fulgt med.....

Da jeg flyttede fra min lejelejlighed og over i en andel i 2004, var min plan, at jeg ikke ville bo der ret længe, før jeg ville rykke videre i et rækkehus. Den idé holdt imidlertid hurtigt op, da jeg havde en kortvarig flirt med markedet i 2005.
Med en solid indtægt og en solid opsparing, havde jeg dengang som nu rigeligt råd til at købe - selv i hovedstadsregionen. Men det, der mødte mig, fik mig til at løbe skrigende væk - det var en stemning, der var meget mere præget af massepsykose end af reelle mennesker, der bare ville købe en bolig.

Stemningen var dengang, ganske som du skriver, at priserne kun kunne fortsætte op. Dér stod jeg som ung førstegangskøber - heldigvis med en universitetsuddannelse i økonomi og en sund portion skepsis. Så heldige var der mange andre, der ikke var.

Jeg følte mig som en lemming, der sammen med alle de andre lemminger piskede desperat rundt til åbne huse "for at komme med på vognen, inden det var for sent".
Mæglerne rådede mig sågar til at købe TO lejligheder - den ene til at bo i, den anden til at være min opsparing til et hus eller pension.
Jeg blev rådet til at låne 3-4-5 gange min husstandsindkomst - hvilket jo var ligemeget, for "man ville jo altid kunne trække sig ud og cashe en solid gevinst ind".
Jeg blev rådet til at tage afdragsfrie flexlån, for at finansiere noget, jeg ikke havde råd til. "Jo hårdere du kan sætte dig, jo større bliver din gevinst på prisfesten", fik jeg at vide.

Jeg spurgte, hvad der ville ske, hvis renten steg. Det skete ikke, mente de alle at vide - økonomien er jo sund og alt går godt.
Jeg spurgte, hvad der ville ske, hvis boligpriserne faldt, og jeg ikke kunne få refinansieret mit afdragsfrie lån. De grinede af mig - og svarede, at det jo aldrig ville ske. Priserne ville blive ved med at stige, og til den tid havde de jo sikkert indført nogle andre sjove lån.
Og man fik at vide, at der jo var boligmangel i København - og at ALLE gerne ville bo i København - jeg kunne jo selv se hvordan det var gået i London, hvor lejlighederne jo sagtens kan koste over 20 millioner kroner.
Jeg spurgte - og blev grint af.
Det gjorde mange andre ikke - de bed bare på. Ren Klondyke-stemning. No questions asked.

Jeg kan huske, at jeg tænkte noget i retning af, at det her ikke kunne være normalt. Og det var det heller ikke. Midt i den euforiske hysteriske stemning, hvor folk kastede sig frådende over projektsalg der først ville stå færdige to år efter - blot for at sælge dem videre med det samme, dukkede der en sjov og uanselig nyhed op på DR Online. Ingen lagde rigtig mærke til den. Den passede ikke rigtig ind i verdensbilledet - og slet ikke i det, man oplevede til de åbne huse.
Nyheden var, at antallet af lejligheder uden noget cpr-nummer tilknyttet, havde sat Danmarksrekord. Altså havde der aldrig været så mange tomme lejligheder nogensinde før. Og det var jævnt fordelt - også i København.
Det fik mig til at tænke, at noget måtte være helt galt. Hvordan kunne det samtidig være efterspørgslen, der fik priserne til at stige med flere hundrede procent årligt - samtidig med at der var danmarksrekord i tomme lejligheder - også i København. Hvordan kunne det på en gang være rigtigt at ALLE gerne ville bo i København, når dem der så købte, lod deres lejligheder stå tomme.
Svaret er: Det kunne det heller ikke. Det var spekulanter der købte 2-3-4 og nogle gange flere lejligheder bare for at score på prisstigningerne, mens de trak de rekordlave flexlånsrenter fra i skat.
Det var kejserens nye klæder. Priserne var drevet i vejret af en eftespørgsel, der ikke var reel. Den var ikke rigtig. Folk købte ikke lejlighederne for at bo i dem - men fordi fast ejendom jo "er en sikker investering" som det hed sig. I modsætning til de slemme spor fra it-aktierne.
Og imens denne kunstigt oppustede efterspørgsel bragede løs, gik de i krig med at bygge 20.000 lejligheder i Ørestaden. Og teglholmen. Og Islands Brygge. Mejeriet Enighedens grunde i Nordvest Og 1000 andre steder. Flere kommer hele tiden til. Som eksempelvist Carlsbergs grund i Valby. Og Ritt Bs 5000 billlige lejligheder.

Sidenhen hørte jeg, at op mod 70 procent af alle handler i København i perioder havde været forældrekøb, spekulationkøb i Ørestaden eller bare almindelige mennesker, der lånte i deres huse for at sætte pengene i lejligheder, der så blev sat til fremleje. Og når de steg, belånte man også dem, og købte en lejlighed til - eller aktier. Eller et sommerhus.

Sider som boligmangel.dk og flytteklar.dk boomede af den slags fremleje-tilbud (det gør de stadig). Og hysteriet ville ingen ende tage - Jeg kan huske at Cheføkonomen for BRF Kredit på et tidspunkt fremskrev udviklingen til en almindelig lejlighed i København inden for en kort årrække sagtens kunne koste 20 millioner kroner.

Dengang gik det bare mere og mere op for mig, at den situation var totalt uholdbar. For hvor kommer alle de penge fra ? Hvem var det, der pludselig havde skovlet så mange penge ud i samfundet, at lejligheder, der i 2001 kunne købes for 800.000 kroner i 2015 ville gå for 20.000.000 kroner?
Hvor kom alle disse penge fra ?
Jeg synes selv jeg følte mig rig. Men sgu ikke rig nok til at acceptere en boligbyrde på 75 procent, sådan som mange i min omgangskreds gjorde.

Jeg stod af. Tog mig til hovedet og købte en ny andelslejlighed, og det er jeg glad for i dag. Den massepsykose jeg dengang oplevede fortsatte nemlig lang tid efter. Godt ansporet af artikler i aviserne om, at "boligejerne tjente 3000 kroner om dagen bare ved at sidde med fødderne på sofabordet" og lignende. Og alle synes at have glemt det historiske faktum, at konjunkturer går op og ned - det samme med boligpriserne.

Når man sammenligner boliger med dotcom-boblen får man altid en masse mennesker på nakken - og det har ret. Man kan ikke sammenligne aktier med boliger. Aktier kan omsættes lynhurtigt - det kan boliger ikke. Aktier køber man for frie midler (som regel) - men boliger køber man for lånte penge. Og it-aktier kan man holde sig fra, hvis ikke man vil deltage i lotteriet - det er langt sværere med boligmarkedet.

Men tro mig, kære venner...man kan sammenligne de argumenter, som blev fremsat dengang med dotcom-boblen. Dengang kunne it-aktierne "kun stige - internettet var jo fremtiden" og "det handlede om at hoppe på og købe, inden de var for sent", det var "en totalt ny økonomi" og da det begyndte at gå galt, "havde priserne stabiliseret sig på det nye, høje niveau" - It-aktier kunne jo ikke falde. De kunne højest stagnere. De var jo aldrig faldet før. Og internettet var jo fremtiden, økonomien god - og alle kendte en nabo eller en onkel, der havde scoret kassen på dem. Aviserne havde dot-com tillæg. (ligesom de i dag har boligtillæg). Og alle folk gik rundt og ærgrede sig over, at de ikke lige fik købt deres it-aktier bare to år tidligere - så ville de være millionærer i dag.

Men ingen tænkte på at sammenligne prisen med indholdet. Ingen tænkte på at dotcommerne ikke havde nogen kunder, nogen omsætning eller nogen varer. Ingenting.
Ligeså lidt som boligsælgerne i dag glemmer, at dem, der skal købe deres 15.000-kroners treværelses københavnerlejligheder er folkeskolelærere, politibetjente, funktionærer og sygeplejersker, der godt nok kun har 14.500 efter skat - men de kan jo bare tage sig et afdragsfrit lån. For priserne på boliger kender kun en vej - og det er op. Og det gælder jo om at komme på, inden boligtoget kører forbi for evigt. Dem, der venter, taber. Og man kan jo bare tage et nyt afdragsfrit lån, hvis ikke man har råd til at betale afdrag om ti år. Det sker dog ikke - for økonomien går jo godt. Arbejdsløsheden er lav - og den kan jo ikke stige. Renten er godt nok steget til det dobbelte siden sidst - men det er der sgu nok ikke nogen der ser...

Så for nu lige at citere en klog gammel bog, der blev skrevet før både den ene og den anden massepsykose...men som handler om flokmentalitet og spekulative bobler...

"Men, it has been well said, think in herds; it will be seen that they go mad in herds, while they only recover their senses slowly, and one by one!"

Jeg oversætter lige:
Mennesker, siges det, tænker i flok. De går amok i flok. Men når de genvinder deres sanser, sker det langsomt og en efter en.

Mon ikke det der er det, vi ser nu derude ? At folk langsomt og en efter en vågner op og erkender, at det ikke var dem, der blev vindere - og at de skal skynde sig at slippe af med spekulationslejlighederne inden de ligefrem bliver tabere. Og at dem, der rykker først med prisnedsættelserne, samtidig er dem, der taber mindst.