Boligdebatten.dk

Boligdebatten.dk (http://www.boligdebatten.dk/index.php)
-   Generelt (http://www.boligdebatten.dk/forumdisplay.php?f=2)
-   -   Hvordan kommer vi videre efter røverkapitalismen (http://www.boligdebatten.dk/showthread.php?t=4407)

skeptikeren 17th February 2009 11:40 AM

Hvordan kommer vi videre efter røverkapitalismen
 
Denne tråd er tænkt som opsamling af konkrete forslag til hvordan vi får repareret vores samfund efter nyliberalisternes amokløb i det seneste årti.

Når røgen har lagt sig om nogle år, vil vi så godt som alle kunne konstatere, at vi som individer og samfund er blevet betydeligt dårligere stillet end i slutningen af 1990érne, og at vi har "investeret" meget betydelige andele af vores private og kollektive midler i rent spild. Jeg tør da ikke rigtigt tænke på, hvad der bliver tilbage af min pension, min øvrige opsparing, eller mine økonomiske værdier i øvrigt. Det bliver nok sådan ca. på niveau med 1995-2000 og altså lig med 10-15 års tabt opsparing.

Det kan ikke undgå at blive en "værdiladet" debat, men det er jo også det, der er nødvendigt. Hvordan får vi etableret / genskabt et fælles værdigrundlag, der holdbart for en fornuftig udvikling af vores fælles samfund?

Jeg spiller ud med nogle markante forslag som nok skal få hug i denne kreds:

Overordnet set skal skattesystemet omlægges således, at værdiskabelse kan betale sig, og uproduktiv værditilegnelse gøres vanskeligere ( eller i det mindste meget dyrt ). Det må nødvendigvis medføre drastiske ændringer i bekatning af kapitalindkomster/gevinster, rentefradrag mv. Dette kan næppe lade sig gøre hvis ikke der sker en klar adskillelse af kapitalformidlingen til det producerende erhvervsliv, finansiering af boligmarkedet, opsparing af pensionsmidler, og så den rablende spekulationskapital i dens egen lukkede og hårdt beskattede kredsløb i det omfang den overhovedet kan fungere frigjort fra realøkonomien.

Altså oprettelse af deciderede erhvervsbanker ( gerne med betydelig offentlig kapital og pensionskapital som grundlag og reguleret af en særlig lovgivning - både pensionsværdien og fællesskabernes fremtidige værdier skal jo skabes af reel produktion ). Det bliver formentlig nødvendigt under alle omstændigheder, for de eksisterende banker hverken kan eller vil løse opgaven.

(Gen-)Oprettelse af en offentlig transaktionsbank ( ca. en moderniseret udgave af Giro-banken, som sagtens kan leve alene af endog meget lave transaktionsgebyrer), der også kan fungere som sikker opsparingsbank for almindelige borgere. ( lav men stensikker rente hvor indlån og rente er garanteret af staten).

Genoprettelse af realkreditten og afskaffelse af SDO-lån. Det betyder, at et Realkreditselskab SKAL være ejet af lånerne, og ikke et profitcenter for en eller anden kapitalherre. Denne kontruktion kan passende være et vilkår for den hjælp Realkreditselskaberne alligevel skal have fra statskassen i de kommende år.

Krav om økonomisk selvstændighed for Pensionsselskaber og begrænsninger i Pensionsselskabernes muligheder for kapitalanbringelse. Gerne således at pensionsopsparinger kun kan anbringes i realkredit, statsobligationer, særlige virksomhedsobligationer ( udstedt via erhvervsbankerne ) og eventuelt investeringer i offentlig infrastruktur.

I skattesystemet skal vi have lukket mulighederne for at overføre "underskud" i "virksomheder", som fradrag i lønindkomst. Det vil meget langt hen ad vejen sætte stop for spekulative "investeringer". Hvis vi kombinerer dette med et loft over rentefradraget i personlig indkomst ( gerne ganske højt), vil vi også få bedre tid til nedtrappe rentefradraget så vi ikke sender alt for mange ud i personlig konkurs.

Vi kan overveje en ordning hvor nye boligkøbere i bobleperioden ( f. eks. defineret som 2005 - 2008 ) gives en eller anden form for midlertidig hjælp/kompensation/garanti i forbindelse med personlig konkurs ved boligsalg/tvangssalg. Ikke kun for at hjælpe disse "tabere" i spillet, men også for at få boligmarkedet til at fungere igen. Vi kommer ikke udenom at fællesskaberne kommer til at tage betydelige tab på boligmarkedet, og så kan vi lige så godt målrette hjælpen, hvor den gør mest gavn.

Vi skal have genoprettet et boligministerium, der tager sig af at sikre fornuftige boligmuligheder og langsigtet tryghed for borgerne. Det holder ikke, at boligmarkedet primært er legeplads for spekulanter, og bruges til at finansiere kunstige stimuli til realøkonomien.

Genindførelse af offentlig / fælles ejerskab af infrastrukturelle virksomheder, som offentlig transport, uddannelse, elforsyning, varmeforsyning, telekommunikation, vandforsyning, kloaknet, affaldsbehandling, sygehusvæsen osv. Vi kan sagtens holde disse virksomheder effektive ved at lade flere af dem konkurrere på driften, der er ingen grund til at udsætte disse virksomheder for selskabstømmere, kapitalfonde og internationale skattesvindlere, det bliver det hverken billigere eller mere langsigtet effektivt af.

Den opmærksomme læser vil se, at forslagene alle går på at sætte rammer og incitamentsstrukturer for hvad jeg ikke er bange for at kalde røver kapitalisternes hærgen i realøkonomien. Det er på tide, at vi almindelige borgere sætter grænser for hvad der kan spilles med af vores fælles fremtid. At det så også går ud over vores personlige muligheder for at gamble vores private økonomiske fremtid må være til at leve med.

spinoza 17th February 2009 11:55 AM

Mange sympatiske forslag. Specielt kan jeg godt lide ideen om en offentlig bank med 100% garanteret indskud, så ved man også godt, hvor indskudspengene ryger hen under finanskriser .. med et stort sug :)

Er dog imod renationalisering af f.eks. telesektoren. Vi har haft sådan nogle offentlige monopoler før, og de var vist alt andet end servicemindede.

Og misforstår jeg dig, eller mener du virkelig, at det skal være et fælles problem, hvis en gruppe mennesker har forkøbt sig på bolig under bobleperioden? Vi har jo allerede et socialt sikkerhedsnet, der kan gribe folk efter tvangsauktionen, så de i det mindste får tag over hovedet og mad på bordet. Mere målrettet bliver det vel egentlig ikke? Boligmarkedet er der ingen grund til at bekymre sig for, det skal nok komme til at fungere igen helt af sig selv, det handler bare om realistisk prissætning.

Firsttimebuyer 17th February 2009 12:05 PM

Jeg synes egentlig skattekommisionens udspil er en god begyndelse, omend lidt uambitiøst. Lavere skat på arbejde og færre fradrag er klart vejen frem. På sigt skal rentefradraget helt afskaffes og skatten på arbejde skal endnu længere ned.

Desuden er den helt gal med pensionsordninger, så det skal der virkelig ryddes op i. For det første skal der være 100% frit valg af pensionsselskab uanset hvem arbejdsgiveren er, for at øge konkurrence på service og kvalitet. Det skal være lettere, hurtigere og billigere at flytte opsparingen. Desuden kunne jeg godt tænke mig en mulighed for at man "låner" sin egen pensionsopsparing som et realkreditlån mere direkte, istedet for det skal gå gennem RK og pensionsselskab som hver skal have gebyrer for det. Hvis jeg har 500.000 stående på min kapitalpension bør jeg kunne skyde dem direkte ind i et huskøb. Naturligvis med den begrænsning at når jeg sælger huset skal pengene igen ind på en kapitalpension eller videre til det næste hus.

skeptikeren 17th February 2009 12:11 PM

svar til Spinoza
 
spinoza:

Tjah, du og jeg garanterer lige nu for alle indlån i alle banker via statskassen. Vi har absolut ingen indsigt i hvordan de enkelte Banker forvalter denne gave fra dig og mig og alle andre borgere.

At oprette en offentlig bank hvor garantiforholdet er direkte, og med begrænsninger i hvad banken kan låne penge ud til, og deraf følgende gennemskuelige bindinger til andre interessenter, er vel egentlig en logisk forsimpling af indskydergarantien. Hvis banken så også kunne foretage effektiv og billig transaktionsformidling, så ville jeg vælge denne bank med det samme, til forretninger og privat. Lån og investeringer må jeg så gå andetsteds hen med.

Telesektoren er et glimrende eksempel på, at et gammelt halvskidt fungerende monopol blev til en endnu dårligere service, i konkurrence med endnu ringere service. Hovedløse og halve milliardinvesteringer, som alligevel ikke har givet os en bare nogenlunde tidssvarende infrastruktur på telemarkedet. Hvis du gør det hele op, oprindelig salgspris, skattefradrag, kapitaltømning ( = nuværende lån i TDC/Yousee ), overpriser generelt i 10 år for alle borgere, så har det været en meget dyr og dårlig løsning.

Ja jeg mener, at det er et kollektivt problem, at der er en hel del unge i en uheldig generation, der ikke havde andet valg end at købe på toppen. Om ikke andet fordi, det ikke kan undgå at belaste fælleskaberne, når/hvis disse unge familier går på røven.

Firsttimebuyer 17th February 2009 12:13 PM

Den statsbank med garanterede indlån svarer vel egentlig bare til at man køber statsobligationer for pengene. Måske i en lidt forenklet form, men resultatet er vel nogenlunde det samme.

chantmaster 17th February 2009 12:19 PM

Citer:

Oprindeligt indsendt af skeptikeren (Indlæg 73350)
Den opmærksomme læser vil se, at forslagene alle går på at sætte rammer og incitamentsstrukturer for hvad jeg ikke er bange for at kalde røver kapitalisternes hærgen i realøkonomien. Det er på tide, at vi almindelige borgere sætter grænser for hvad der kan spilles med af vores fælles fremtid. At det så også går ud over vores personlige muligheder for at gamble vores private økonomiske fremtid må være til at leve med.

Lykke til.

Vi har flere grashoppers end ants, og et demokrati.
The Ant and the Grasshopper - Wikipedia, the free encyclopedia

Jeg tror sjovt nok størstedelen stemmer for at de skal have mere, indtil vi er langt ude over afgrunden.


Over 50% af befolkningen er afhængige af overførselsindkomster, det kan i praksis ikke betale sig for mange at spare op da man mister folkepension mm. og den yngre del af arbejdsmarkedet (der aldrig vil kunne skabe flertal) er i praksis gældsslaver for banken/den ældre del.

At der så er nogle kapitalgribbe, det er sgu det mindste.

Hvis den yngre del kunne stå sammen (hvilket de ikke kan) og stoppe med at gældsætte sig til op over begge ører de næste 30 år frem (hvorpå de får en fattig alderdom) ville det værste problem løse sig selv.

Dem der fandt på at folk skulle kunne optage lån med over 20 års løbetid, skulle stilles op af en mur, sammen med dem der vedtog muligheden for afdragsfrihed.

Firsttimebuyer 17th February 2009 12:27 PM

Citer:

Oprindeligt indsendt af chantmaster (Indlæg 73360)
Dem der fandt på at folk skulle kunne optage lån med over 20 års løbetid, skulle stilles op af en mur, sammen med dem der vedtog muligheden for afdragsfrihed.

Enig.

skeptikeren 17th February 2009 12:28 PM

svar til firsttime
 
Der er da mange gode tanker i skattekommisionens forslag, men jeg kan ikke lide deres syn på kapitalindkomster, og endnu lavere beskatning af disse. Især ikke når vi ikke frigør koblingen mellem lønindkomst og kapitalindkomst. Hvis din "erhvervsvirksomhed" kun kan leve ved et skattefinansieret tilskud fra din lønindkomst, er det i min verden næsten = spekulationsvirksomhed.

En virksomhed bør have sit eget skattemæssige mellemværende med det offentlige, og hvis du vil have løn/afkast, må den trækkes ud af virksomheden som en sådan. Hvis du har underskud i din virksomhed, må den lukke eller akkumulere og finansiere underskuddet i forventning om bedre tider for forretningen.

Skyblue 17th February 2009 12:31 PM

Citer:

Oprindeligt indsendt af chantmaster (Indlæg 73360)
Dem der fandt på at folk skulle kunne optage lån med over 20 års løbetid, skulle stilles op af en mur, sammen med dem der vedtog muligheden for afdragsfrihed.

Også enig :)

spinoza 17th February 2009 12:38 PM

Citer:

Oprindeligt indsendt af skeptikeren (Indlæg 73357)
spinoza:

Tjah, du og jeg garanterer lige nu for alle indlån i alle banker via statskassen. Vi har absolut ingen indsigt i hvordan de enkelte Banker forvalter denne gave fra dig og mig og alle andre borgere.

At oprette en offentlig bank hvor garantiforholdet er direkte, og med begrænsninger i hvad banken kan låne penge ud til, og deraf følgende gennemskuelige bindinger til andre interessenter, er vel egentlig en logisk forsimpling af indskydergarantien. Hvis banken så også kunne foretage effektiv og billig transaktionsformidling, så ville jeg vælge denne bank med det samme, til forretninger og privat. Lån og investeringer må jeg så gå andetsteds hen med.

Jeg ville personligt ikke have nogen problemer med den løsning. Men en del af de kommercielle banker ville ryge i luften, hvis staten fjernede den ubegrænsede indskydergaranti under dem i morgen og lavede en statslig bank med ubegrænset indskydergaranti. Deres problem, ikke mit. Jeg ville bare finde solbrillerne frem, sætte mig på en havestol og betragte fyrværkeriet.

Citer:

Oprindeligt indsendt af skeptikeren (Indlæg 73357)
Telesektoren er et glimrende eksempel på, at et gammelt halvskidt fungerende monopol blev til en endnu dårligere service, i konkurrence med endnu ringere service. Hovedløse og halve milliardinvesteringer, som alligevel ikke har givet os en bare nogenlunde tidssvarende infrastruktur på telemarkedet. Hvis du gør det hele op, oprindelig salgspris, skattefradrag, kapitaltømning ( = nuværende lån i TDC/Yousee ), overpriser generelt i 10 år for alle borgere, så har det været en meget dyr og dårlig løsning.

I det mindste blev der åbnet for konkurrence. Da jeg boede i Århus, havde vi Stofanet og IP-telefoni, så vi ikke bidrog til fjolset Dyremoses løn. Offentlige monopoler har det med at forbyde sådan nogle "omgåelser" ad politisk vej.

Jeg husker stadig, da paraboler var forbudte i Danmark, fordi de gav DR konkurrence på sendefladen.

Citer:

Oprindeligt indsendt af skeptikeren (Indlæg 73357)
Ja jeg mener, at det er et kollektivt problem, at der er en hel del unge i en uheldig generation, der ikke havde andet valg end at købe på toppen. Om ikke andet fordi, det ikke kan undgå at belaste fælleskaberne, når/hvis disse unge familier går på røven.

Jeg accepterer ikke præmissen om, at folk ikke har haft et valg. Det kan godt være, at alternativerne ikke har været attraktive: bo til leje i byen med små børn, flytte ud på landet og bruge sin tid på pendleri, flytte til Tønder og skifte branche, flytte til Berlin, osv. Men der var alternativer. Der er på intet tidspunkt nogen, der har peget en pistol mod min tinding med den ene hånd og peget på en købsaftale med den anden. Der har været en masse boblesnak i medierne og i omgangskredsen, hvor de fleste da også har fået ejerbolig hen ad vejen og ikke kunne forstå, at man ikke skulle med på vognen. Men tvang?


Al tidssætning er GMT +1. Klokken er nu 01:09 AM.

Powered by: vBulletin Version 3.6.4
Copyright ©2000 - 2022, Jelsoft Enterprises Ltd.
SEO by vBSEO 3.6.0 ©2011, Crawlability, Inc.