Nu vi alligevel snakker vidt og bredt i det politiske, så kom jeg lige forbi det hen her kommentar, som man jo kan tænke lidt over...
Citer:
Tommy Jensen
18. september 2010 kl. 19:23
Rigtigt, men der er mere i det end blot at stemme med hjertet.
Når virkeligheden viser at “de gode” ikke er særlig gode, og at de blå uden at markedsføre sig med godhed, kan optræde og virke gode, skal der mere til for at vedligeholde troen på at den politiske venstrefløj er det rigtige.
Kvinder stemmer, som også vi andre har gjort det, på venstrefløjen i en naiv tro på det gode i hensigtserklæringerne, som f.eks. Birgitte her på siden.
Men den skandinaviske socialisme har en anden og langt mere overbevisende side for kvinder. Den køber simpelthen kvinderne over på sin side!
Hvilken anden politik giver mødrehjælp, bolighjælp, barselshjælp, socialhjælp, børnepasningshjælp, kvoteringshjælp, bidragshjælp, retorisk hjælp mere end socialismen ?
Der er simplet hen penge i skidtet.
Så meget at bare lidt svaghed og socialt klemte kvinder finder det svært at prioritere et teoretisk frihedsbegreb frem for praktiske kolde kontanter.
Af samme grund bliver socialister røde i hovederne af vrede hver gang der tales om skattenedsættelser.
Skattenedsættelser nedsætter kvinders afhængighed af det offentlige, forøger selvstændigheden, det personlige ansvar og, måske det allerværste der kan ske for socialismen ideologisk, bytter sammenhørigheden med manden og familien ud med en sammenhørighed med den socialistiske stat.
Denne djævelske og modbydelige ideologi er sådan skruet sammen, at socialismen først brandbeskatter mænds hårde arbejde for derefter at bruge mænds pengene til at købe kvinderne fri af manden og familien.
Når kvinden har taget mod tilbuddet om “hjælp” til at komme ud af det “undertrykkende” heteroseksuelle familieliv med en mand, er hun nu alene (fri hedder det), udsat og har behov for anden hjælp til børnene som nu ikke har mere støtte fra familien.
Hun tager imod “hjælp” fra socialismen ved at afgive sine børn til socialismens institutioner.
Resultatet er 3 hengivne parter der har vendt deres kærlighed og fokus til først og fremmest at være hengivne over for den socialistiske stat.
Manden halser nu efter staten og følelsesmæssige brødkrummer fra familien, kvinden hylder hengivent den socialistiske stat der har “sat hende fri” og nu har krammet på hendes børn, og børnene institutioneres fra 6 måneders alderen til at rette hengivenheden mod staten, fremfor mod de forældre de sjældent ser og som når de ser dem, fremtræder som 2 umyndiggjorte fjolser der begge træller fuldtids i socialismens navn.
På den måde opstår stereotypen af skandinavisk livsstil som det Latinamerikanerne kalder “kolde mennesker der kun tænker på penge”, følelsesmæssig udsultede samfund med evige beklagelser, livslede, surhed og smålighed på trods af overflod.
Med den kommentar får du jo symbiosen til at lyde som en dårlig ting, Himmelblå
For mig er det da en af den skandinaviske socialismes største sejre; at vi ikke længere behøver (kerne)familien og de i mine øjne forældede patriarkalske familiemønstre.
Det er også min hovedanke overfor den halalhippieistiske del af venstrefløjens accept af traditionelt tænkende indvandrerfamiliers gammeldags familiemønstre; nu var vi endelig blevet fri af det, der er ingen grund til at genindføre den slags socialkonservatisme af bagdøren. Det er nok hovedårsagen til, at jeg ikke betragter halalhippier som rigtige socialister.
Sidst redigeret af Crumar : 21st September 2010 kl. 01:16 PM.